Pia taler med dyrene: Jeg har altid været hende den underlige

For Pia Tang på 50 er kommunikation med heste, katte og hunde en ganske almindelig del af hverdagen. Hun laver dyretelepati, og det er på trods af omgivelser, der ofte har vist stor skepsis over for Pias interesse

Pia stiller ind på den syge hest og hører den ad, hvornår den er klar til at dø.

Af Isabella Askov Holbech

I en lade i Horsens foregår en samtale, som for de fleste ville synes umulig. En stor sort hest står med blanke, mørke øjne blandt halm og jerngitre. Kroppen skælver indimellem og mulen rynkes flere gange for at jævnes ud igen.

På højre side af hesten står en lille kvinde med et stort, krøllet, lyst hår. Hun stryger hesten over manken og mumler ting, der ikke kan høres, medmindre man står helt tæt på de to, hesten og mennesket.

Leukæmi og hjertefejl er de diagnoser, som hesten har fået stillet af en dyrlæge. Den skal snart dø. Hvad, dyrlægen ikke har kunnet sige noget om, er, hvad hesten måtte tænke om sin situation. Det er det Pia Tang, kvinden ved siden af hesten, er ved at finde ud af. Ganske enkelt ved at spørge hesten selv.

Kan man spørge en hest om det?

Ja. Det kan man altså godt, når man er Pia Tang, der ofte er ude for at hjælpe ejere med at kommunikere med deres dyr:

”Det er tit sådan nogle opgaver, jeg får. ”Kan du ikke lige stille ind på ham?””

Og det gør hun så. Stiller ind, oversætter, “bliver dyrets stemme”, som hun selv forklarer det. Men beskederne kommer ikke som den traditionelle kommunikationsform med ord, som vi ellers kender den. Billeder og følelser er formatet, som Pia modtager beskeder i, beskriver hun.

Pia fortæller at evnerne til at forstå og oversætte dyrene er medfødt, og at den spirituelle fornemmelse er noget, hun kan spore helt tilbage til sin barndom.

Folk har lov til at have de holdninger og de grænser, de har. De har også lov det til at synes, det er fuldstændig kuk, det jeg siger. Det kan ikke måles og vejes.

Pia Tang

Næste stop; psykiatrisk afdeling

I Vestjylland, hvor Pia er født og opvokset, var det meste hokus-pokus den sikre vej til psykiatrisk afdeling. Den slags var for mærkeligt. Det lader i mellemtiden ikke til at være noget, der tynger dyretelepeuten på nuværende tidspunkt:

”Jeg har altid været hende, der var sådan lidt sær,” siger Pia og bryder ud i latter. ”Dyrene var ligesom mit fritsted”

Tilbage i laden fyldes Pias øjne et øjeblik med tårer, og hendes stemme knækker pludselige. Hun tørrer sig under næsen. Hesten står stille med et fast, mørkt blik. Og det er som om hele rummet holder vejret for at høre, hvad Pia nu vil sige. Hun forklarer, at hun bliver meget rørt, efter at have spurgt hesten, hun er i dialog med, om han er klar til at komme videre.

Selvom skepsissen er stor, er Pia Tang dog ikke i tvivl om, motivationen for at blive ved med at dyrke det, hun brænder for:

“Jeg er blevet mere og mere sikker på, at det med at hjælpe dyr og mennesker med at forstå hinanden og hjælpe dyrene med at fortælle, hvad de har på hjerte, er en gave, som jeg skal bruge.”

Hasselager siger stop: Tilflytningen nedbryder lokalmiljøet

Hasselager ser en markant stigning i folketal. Børnefamilier og par slår sig ned, og tendensen ender med at skade kulturen og det lokale fællesskab, mener fællesrådsformanden for Kolt-Hasselager, Karen Balling Radmer, der nu opfordrer til en opbremsning

Foto: Isabella Askov Holbech
Lene Præstholm og lille Maja i vognen flyttede til Hasselager fra Skanderborg i april 2021

Af: Isabella Holbech

Lydene af hjulene på en barnevogn, indkøbsvogne og en rollator blander sig. I et lille samlingspunkt i Hasselager gør en ruskende brise den flisedækkede plads kølig og en anelse gold. Bodegaen ”Værkstedet” og SuperBrugsen ligger på hver sin side i det lille centrum, og de danner i fællesskab rammen for det aktivitetsniveau, der nu en gang er denne tirsdag formiddag i oktober.

Skuer man over pladsen, finder man to dominerende befolkningsgrupper; de ældre og så børnefamilierne. Spændet mellem de to typer beboere i byen er billede på den massive tilflytning af kommende forældre og børnefamilier, den lille forstads befolkning har oplevet gennem de seneste år.

Fra 2000 til 2021 er folketallet steget med 41% viser en sogneanalyse foretaget af Kirkefondet. Og det er konsekvenserne ved denne udvikling, der bekymrer byens fællesrådsformand, Karen Balling Radmer.

Hvad er problemet så?

Overfyldte institutioner som børnehaver og skoler risikerer at tvinge de nybagte forældre til at fragte deres børn væk fra lokalområdet i pendulfart. De lokale institutioner har hverken midlerne eller kapaciteten til at rumme alle de nytilkomne i Hasselager. Der kommer en masse til, som egentlig ikke bliver inddraget ordentligt i lokalmiljøet, fordi byen ikke får den rette støtte af kommunen til at rumme væksten, varsler Karen Balling Radmer.

Vi vil ikke bare være funktionel forstad og opbevaringssted – vi vil være et selvstændigt bysamfund.

KAREN BALLING RADMER, FORMAND FOR KOLT-HASSELAGER FÆLLESRÅD

Når byens indbyggere må etablere deres børn i institutioner uden for Hasselager, så spredes folk fra det nærmiljø, der giver et tæt, lokalt fællesskab. Folk, der bor i byen, skal have mere end bolig som tilknytning, hvis man vil have et velfungerende bysamfund op og køre.

Hasselager kan ikke blive ved med at tage en for holdet. Tilstrømningen skal bremses, for der er ikke nok fokus fra kommunens side på at rumme alle tilflytterne. Sådan lyder budskabet fra formanden.

Og Karen er ikke alene om at sætte ord på konsekvenserne ved et manglende centrum. Hasselagers lokale ejendomsmægler Sven Jensen reflekterer over handlemuligheder i byen:

”Lige nu går det lidt i en retning af, at supermarkederne ligger spredt i byen. Det er rigtig dejligt for dem, der bor i de forskellige dele af byen, men det gør ikke byen stærkere som en handelsby. Folk ender med at starte deres bil og køre til Hørning, hvor man har alle supermarkeder inden for gåafstand”

Igen ses altså en tendens til at folk søger ud af byen, fordi lokalmiljøet ikke lever op til de krav, det voksende folketal stiller for et velfungerende bysamfund.

Sven Jensen nævner ellers, ud over det trygge familieliv, også foreningslivet og fællesskabet som nedslagspunkt, når de hos Nybolig sælger Hasselager som nabolag til mulige boligkøbere. Han lægger også vægt på vigtigheden af, at man engagerer sig lokalt:

“Jeg er selv medlem i fodboldafdelingens bestyrelse herude for at bakke op om noget lokalt, og det er der heldigvis mange stærke kræfter, der gør. Det er vigtigt, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt, når de har overskud til det, tager en tørn med i sådan noget arbejde. Og det giver også noget glæde, for det er fedt at være med i lokale tiltag”

Den heteroseksuelle samtale spænder ben for unges seksualundervisning

Unges seksualundervisning har skarpt fokus på at få de unge i tale og bakke op om det trygge rum. Men særligt en metode har store konsekvenser for samtalen og skader den seksuelle diversitet

Foto: Isabella Askov Holbech

Af Isabella Askov Holbech

Bør der generelt være mere fokus på samtalen om sex blandt unge? Ja. Det mener i hvert fald Sigrid Langgaard på 22, som siden hun var 14 har arbejdet for Sexualisterne, hvor hun underviser unge i samtalen om sex. Her arbejdes der for at skabe et trygt rum, hvor de unge tør at dele deres tanker, men én ting bør måske genovervejes i etableringen af dette rum; nemlig kønsopdelingen i undervisningen.

Vi ville kunne komme omkring lidt mere, hvis vi sad sammen. I stedet for at snakke om ’når en dreng er sammen med en pige’, så bare snakke om penetrationssex og analsex og oralsex, uden at det har noget med køn at gøre

Sigrid Langaard

Og det er formuleringer som disse; ’når en dreng er sammen med en pige’, der er en fælde for underviserne. For selvom sætningen er favnende for de elever, der relaterer til ideen, så overser man, ifølge Sigrid Langgaard, en helt bestemt gruppe: ”Jamen det er jo alle dem, der ikke er heteroseksuelle. Det er alle dem, der er homoseksuelle og biseksuelle og panseksuelle. Og transkønnede også.”

Den kønsopdelte undervisning skaber altså også problemer for de elever, der befinder sig i en gråzone mellem sex for piger og sex for drenge. Det er problematikken for de transkønnede, som Sigrid Langgaard gør opmærksom på: ”Hvis man nu har en piges kønsdele, men man identificerer sig som en dreng, hvad er det så for noget sex, man skal lære om?”

Fordelen, mener Sigrid, ved at man slår piger og drenge sammen i undervisningen, er, at sproget vil opnå en naturlig ændring. Man vil i det kønsligt blandede selskab bruge vendingen ”når man har sex med nogen” i stedet, og den sproglige ændring vil have en positiv indflydelse på opfattelsen af ”normal” sex. Undervisningen vil være mindre fokuseret, og det vil betyde et større frirum for seksualundervisningens centrale omdrejningspunkt; samtalen om, hvad sex er.